Møllevangskirken - Foto: AndersGodtfred

Nuvel, jeg kunne ikke levere en bedre indsats selv, da jeg ikke spiller professionel fodbold, men et hold der har kvalificeret sig til EM i Tyskland må kunne gøre det bedre end tabe til Nordirland, og med 0 – 2, det er decideret pinligt.

Det var fx underligt, at jeg for første gang i mit liv glemte, at der var landskamp fredag aften i sidste uge, jeg tænkte ikke engang over det, eller skulle se resultater i løbet af kampen. Det var først, da jeg var hjemme igen, at jeg fandt ud af, at Danmark havde slået Slovenien 2 – 1 og var klar til EM i Tyskland næste sommer.

Kampen mod Nordirland i aften valgte jeg at se, fordi tre af mine fire børn gerne ville se den, og så var det noget, vi kunne gøre sammen, også selvom det blev sent, inden vi kom i seng.

Når vi når til EM, så skal jeg nok se dem spille igen, men ikke før, det har de Danmarks Drenge ikke fortjent, selvom ´rigtige` fans vel holder med et hold i lyst og nød, men det gør jeg med et andet hold – De Hviii fra Fredensvang, de har også kostet mig blod, sved og tårer, men her bliver der kæmpet, det gør der ikke, når landsholdet spiller.

Til gengæld interviewede jeg en præst i dag om hans forhold til hans bror, til hans familie og til det at vokse op i Bangladesh og Nepal som barn. Tænk at komme på kostskole som syvårig i et andet land, men som han sagde, han kendte ikke til andet, og hans tre år ældre bror gik der, så der var en til at passe på ham. Det var spændende at høre om opvæksten i de fremmede lande, der førte til rodløshed senere i livet, om at være ved at miste sin søn, da han var fire måneder gammel, om at miste først sin bror og derefter sin mor til kræft. 

Voldsomme oplevelser, som må præge ethvert menneske, men også høre om, hvordan denne præst hver eneste dag ser livet som en gave, og som hele tiden husker sig selv på i sit liv og sine gerninger, hvor vigtigt det er, at vi priser vores liv, for vi ved ikke, hvor længe vi har det, og hvad der kan ske i morgen.

Det var spændende, og det fik mig til at tænke over, om jeg nu har fundet den rigtige titel til min podcast om menneskers oplevelser, skal den virkelig hedde Tøndebånd om livet, eller skal jeg finde på noget andet.

Til aftensmaden i dag sad vi også og talte længe sammen bagefter, vi talte om, hvad intellektualitet er, om at vide meget, men også om, hvordan vi skal opføre os i et supermarked, når andre mennesker står i vejen, og så fik vi en lang snak om Feminisme. Ikke fordi bølgerne gik højt, men det var mere omkring, hvad feminisme er for et begreb, og hvad det betyder. Bølgerne kom til at gå lidt højt til sidst, men ikke af de grunde, som vi normalt ville blive sure på omkring feminisme, men mere forbi, at der var en smule uenighed om begreberne.

Jeg fik også skrevet en enkel artikel om åbningen af et nyt supermarked, som er blevet bygget om, jeg har bare ikke rigtigt nogle billeder endnu, så dem skal jeg have taget inden jeg kan offentliggøre artiklen, og jeg kom lige i tanke om, at jeg har en anden artikel, jeg skal offentliggøre onsdag, så jeg bliver nødt til at gøre det færdigt i løbet af tirsdag, da jeg skal skrive en anden artikel tirsdag aften, som jeg skal offentliggøre onsdag omkring Landsbyrådet og nyheder derfra.

Det var vist alt, hvad der skete i mit liv mandag den 20. November, jo jeg har bestilt en ny telefon, med et monstergodt kamera, og jeg har fået sendt en mail til Kenya, så far og jeg snart kan tage derned og få talt med de mennesker, som vi skal, så jeg kan få gang i lidt handel dernede igen.

Tilsidst vil jeg glæde mig over, at jeg kom forbi Møllevangskirken igen i dag, der var desværre ikke så mange af mine gamle kolleger, men jeg fik hilst på Louise og givet hende et stort kram. Det halve år, jeg har arbejdet der, det har alligevel sat sit præg, og jeg har været rigtigt glad for at mødes med de mange mennesker, jeg kom til at lære at kende på den korte tid, jeg var der. Jeg glæder mig til at komme derud igen en anden dag. Møllevangskirken og kirken i det hele tage betyder meget for mig, nok også mere end, hvad jeg tænker på til hverdag eller hvad jeg giver til udtryk overfor andre mennesker.

Skriv et svar